• Business-update: Topchef kåret som Årets Leder midt i massiv kritik af ørkenprojekt

    Source: BDK Finans / 14 Nov 2023 10:42:36   America/New_York

    God eftermiddag og velkommen til denne tirsdags Business-update. Vi har været nyhedsmøllen rundt for at give dig et overblik over, hvad der sker i økonomi og erhvervslivet her til eftermiddag. Og så anbefaler vi selvfølgelig fire uundværlige fra Berlingske Business. Lad os komme i gang. #1: Ny skatte­bombe under bolige­jere: Borgme­stre i oprør Selv helt almindelige grunde på 700 kvadratmeter kan udstykkes og får smæk i nye ejendomsvurderinger. Det skriver Børsen, som bringer et eksempel fra et hus i Ringkøbing, hvor ejeren har boet i 41 år. Skattevæsenet har i årtier vurderet grunden ud fra, at der ikke kan udstykkes, men det kan den nu, og derfor stiger grundværdien, som der skal betales skat af, med 280 procent. Også selvom kommunen har givet boligejeren besked om, at udstykning vil være i strid med bygningsreglementet. Ringkøbing-Skjern Kommune har sendt et brev til skatteminister Jeppe Bruus (S). Borgmesteren i kommunen kan ikke se logikken i, at skatten nu er styret af, at man skal ødelægge almindelige huse for at bygge flere små boliger, skriver Børsen. #2: Vigtig inflations­måler falder i USA Den vigtige kerneinflation havner en tak lavere end forventet i USA. Det viser tal, som netop er offentliggjort her til eftermiddag, og som er det absolutte højdepunkt på de finansielle markeder i denne uge. Det skriver både Børsen og Finans. Konkret havner kerneinflationen på fire procent i oktober, når man sammenligner med samme måned i 2022. Forventningen var, at tallet ville forblive på 4,1 procent. Tallene er altså godt nyt for centralbanken, og her til eftermiddag ser vi, at markedsrenterne banker ned i USA. #3: DSV-topchef kåret som Årets Leder midt i massiv kritik Jens Bjørn Andersen er i dag blevet kåret til Årets Leder 2023 af den faglige organisation Lederne. Det falder sammen med, at bestyrelsen i DSV har meddelt, at han stopper som direktør efter 15 år. Og at DSV er havnet i en kritisk mediestorm på grund af deres nye milliardinvestering i Saudi-Arabien. Projektet om en kæmpestor ørkenby har fået investorer, professorer og menneskerettighedsorganisationer til at advare om, at DSV løber store risici – og sætter deres omdømme på spil. DSV-ledelsen har hele tiden afvist, at der kommer til at være overtrædelser af menneskerettighederne i DSVs joint venture, og det samme gør Jens Bjørn Andersen i et interview med Finans. »Det er vores joint venture, det bliver ledet af DSV, det er os, der udpeger en CEO. Vi har i forvejen 1.000 ansatte i Saudi-Arabien på 20 lokationer, og vi har været 20 år i Saudi-Arabien. Der ligger selvfølgelig en opgave for os i at sikre, at de forhold, der er, lever op til alle internationale retningslinjer og love. Og det er vi fuldstændig overbeviste om,« siger han til avisen. Fire uundværlige fra Berlingske Business Inflationen er nul. Derfor falder renterne ikke Dansk inflation er nu blandt de laveste i de vestlige lande, men det har isoleret set ikke indflydelse på renterne herhjemme. Det er ikke det samme, som det er ligegyldigt. For de globale rammer for inflationen smitter også af på dem, som sætter vores rente. Læs mere her. Hun er selv kommet til tops blandt advokater: »Man kan ikke både have et topjob og stå med nybagte boller i børnehaven hver dag« De seneste dage har vi sat fokus på kønsbalancen i advokatbranchen. Ledende partner i et af landets største advokathuse, Christina Bruun Geertsen, mener, at ubevidst forskelsbehandling og fordømmelse kan spænde ben for de kvinder, der gerne vil nå til tops. Læs interviewet her. Her får alle husejere skattelettelser næste år De nye boligskatter er lige om hjørnet, og mens der er meget fokus på højere skatter i hovedstaden, kan langt de fleste husejere se en lavere boligskat i deres forskudsopgørelse, der kommer i dag. Se, hvor mange det er i din kommune her. Folketinget vil have hurtigt internet til samtlige danskere – men tusindvis i hovedstaden må se langt efter høje hastigheder Helt nye fremskrivninger viser, at om to år vil 18.000-20.000 danske husstande – mange i hovedstadsområdet – fortsat ikke have udsigt til en hurtig, kablet internetforbindelse. Myndighed opfordrer derfor nu til at se på muligheder for at bruge muligheder fra luften. Læs de nye tal her. Tak, fordi du læste med! Venlig hilsen Olivia Emma Espersen. https://www.berlingske.dk/business/business-update-topchef-kaaret-som-aarets-leder-midt-i-massiv-kritik-af
Share on,